Det er klart, at lægevidenskaben har udviklet sig enormt i løbet af de sidste flere hundrede år, men det fremskridt skete ikke, uden at de medicinske “eksperter” blev tvunget til at ændre mange af deres dybtliggende overbevisninger. For eksempel er det faktisk kun gået omkring 220 år siden, at USAs lands fader, George Washington, døde i 1799. Han døde efter at være blevet behandlet af sine læger ved hjælp af den almindeligt accepterede medicinske behandling på tidspunktet for åreladning.
Åreladning vare kendt mod forhøjet blodtryk og bruges i enkelte tilfælde også i dag.
I byerne kunne man tidligere blive åreladt af den lokale barber, men på landet som oftest af smeden.
Washington kom ned med en form for infektion, der forårsagede hævelse i halsen, hvilket gjorde det svært for ham at trække vejret. Lægerne på hans tid var overbevist om, at betændelse kunne reduceres ved at fjerne blod. Behandlingen gik ud på at bruge igler til at suge blodet ud eller til at skære patienten for at dræne blod. I løbet af en periode på 12 timer og flere blodudtagningssessioner fjernede de cirka 40% af hans blodforsyning. Hvorvidt dette tab af blod var den egentlige dødsårsag eller ej, er genstand for debat. Men at fjerne 40% af hans iltbærende blod med infektionsbekæmpelse af hvide blodlegemer, da han “sultede” efter luft på grund af en infektion, hjalp ham bestemt ikke. Se: Blodets rolle i George Washingtons død.
Selv i dag fortsætter vores forståelse af kroppen og lægevidenskaben med at ændre sig, når det medicinske samfund er åbent nok til at acceptere ny information. Mange, der for årtier siden fik konstateret forhøjet blodtryk, blev kraftigt opfordret til at undgå salt, fordi det var blevet “bevist”, at salt øgede blodtrykket. Nu flere årtier senere har de medicinske eksperter vendt sig om og konkluderet, at salt har ringe eller ingen effekt på blodtrykket. For mere om, at lægernes fortsættelse med at ordinere medicin og udføre procedurer, der har vist sig at være ineffektive, se denne artikel fra The Atlantic. Fremskridt er klart muligt, men kun hvis det medicinske samfund er åbent nok til ærligt at vurdere ideer, der adskiller sig fra det, de tror.
Små trinvise ændringer, der passer ind i det nuværende verdensbillede af det medicinske samfund, såsom at erstatte en ældre medicin med en nyere medicin, er relativt let. Men store ændringer, der kræver paradigmeskift i lægens forståelse af sygdom og behandling og villigheden til at overveje nye ideer og tilgange, er svære. Der er dog håb.